Farvel til Hunsur og livet som volontoer

Det var med en kaempe klump i maven og taarer trillende ned af kinderne, at vi sidste loerdag sagde farvel til vores dejlige stammeboern! Det er helt utroligt, hvor knyttet man kan blive til dem paa tre maaneder! Skolen holdte “send-off” for os, og det var super hyggeligt – og meget indisk! 🙂 Boernene havde eksamener hele vores sidste uge, og den var ikke gaaet i danske skoler. Boernene sad paa gulvet og skrev af fra tavlen, og hvis de var i tvivl om et spoergsmaal, spurgte de laereren eller skrev af fra hinanden. Loerdag havde de deres sidste eksamen, social studies, om formiddagen. I dagens anledning var der chicken til frokost, saa headmaster koerte fluks ud paa sin motorcykel og kom tilbage med to levende kyllinger, som blev slagtet ved ildstedet i skolen. Jeg stod i min meget fine sari og holdt den ene kyllings spjaettende foedder, mens Madam skar halsen over paa den med en meget sloev kniv! Vi var ca. 40 mennesker, der delte to kyllinger, og alt blev brugt. Jeg kan dog ikke anbefale kyllingetarme, en kyllingefod eller stoerknet kyllingeblod (selvom jeg selv havde set dem rense tarmene). Men der gaar da ikke saa meget til spilde, som naar man koeber en pakke vakumpakket kyllingefilleter i Brugsen.

Efter frokost havde vi saa en slags ceremoni, hvor vi skulle fortaelle om vores oplevelse som volontoer paa skolen. Vi fik kaempe blomsterkranse paa og nogle billeder i gave. Boernene skulle ogsaa vise, hvad vi havde laert dem de sidste tre maaneder foran hele Nisargastaff, og det resulterede i en halv chicken dance. Vi havde koebt chokolade til boernene, og det endte med, de sad og proppede det ind i munden paa os. Det er simpelthen helt fantastisk at se, hvor gode de er til at dele, selvom de ikke har noget selv, og tit ikke faar ordentlig mad at spise hjemme i deres landsby!

Saa kom afskeden, og den var haard! Man viser ikke rigtig sine foelelser i Indien, og jeg stod og tudbroelede, saa de blev lidt forvirrede over det. Men havde nogen spurgt mig for tre maaneder siden, da jeg foerste gang sad paa bambusmaatten og kiggede ud paa alle boernene, fuldstaendig forvirret over, hvordan jeg skulle kunne kommunikere med dem, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, jeg ville have det saadan. Men da bussen koerte fra Annur, sad jeg med taarerne loebende ned ad kinderne. Det har virkelig vaeret en helt fantastisk oplevelse! Jeg har ogsaa faaet et virkelig godt forhold til Headmaster og Madam og de andre laerere, dem kommer jeg ogsaa til at savne!

Det at vaere volontoer har laert mig saa meget. Jeg har oplevet den indiske kultur paa saa taet hold, som man overhovedet kan! Jeg er blevet en “baradada nari” (indisk pige). Jeg har laert noget Kannada, gaaet i sari, syntes det var helt fint at vente 1,5 time paa bussen, og jeg kan ikke finde ud af at spise med gaffel mere. Jeg er blevet utrolig god til at sidde i skraedderstilling, og jeg er blevet saa god til at stene (det goer inderne meget i – fem timer paa en bambusmaatte er hurtigt gaaet). Jeg er blevet meget mere taalmodig og tolerant, og jeg synes selv, jeg har laert at tage tingene meget mere “shanti shanti”.

Jeg har ogsaa laert, hvor svaert det er at lave social change. Da jeg tog fra platformen, havde jeg alle mulige forventninger om, at jeg skulle laere boernene flydende engelsk, laere dem at vaere selvstaendige individer med en holdning til politik etc. Jeg tror ikke, der er nogle af mine dejlige stammeboern, der vinder en nobelspris eller faar en phd-grad. Mine forventninger blev ligesaa stille droslet ned, i takt med jeg fandt ud af, hvor svaert det er. Boernene vil hellere klatre i traer og fange fisk i soen, synge og danse, end de vil laere den lille tabel og alfabetet. Deres tradition er at blive gift som 14-aarig, faa nogle boern og saa leve, som de har gjort i aarhundreder. Men sikke en fantastisk livsglaede de boern har! Det kunne vi godt laere noget af!

Tirsdag morgen pakkede vi vores rygsaekke, sagde farvel til familien og tog bussen til Bangalore. Lasse havde vaeret i Hunsur i en uge sammen med os, og i Bangalore moedtes vi med Malte og Stine. Lige nu er vi i Goa, livet som backpacker er begyndt! Det er altsaa ogsaa en fed foelelse at rejse rundt med alt paa ryggen, og goere fuldstaendig som vi har lyst til! 🙂

Life in India

Saa guys.. Nu er jeg vist noedt til at informere jer alle om, at jeg er i live og i bedste velgaaende! 🙂

Der er simpelthen sket saa meget den sidste tid, og hverdagen koerer bare nu! Den indiske kultur er fantastisk, og jeg elsker nu at stene i et par timer (hvilket man goer en del hernede), koere i bus, hvor alle snakker til en og altid vaere midtpunkt, fordi man er foreigner (for det meste). Vi bliver hele tiden inviteret med til alt muligt, og det er skoent at opleve indernes gaestfrihed – den er fantastisk. Vi har vaeret med til festival i master og madams village, hvor vi blev stopfodret med alverdens indiske mad, sad paa roede plasticstole nogle timer, saa maend loebe paa gloedende kul for at tilbede en eller anden gud og saa familien lave puja i deres hus. Det er fantastisk, hvordan alle verdens religioner er saa godt integrerede her i Indien. Her i Hunsur er der moskeer, hinduistiske templer, buddhistiske templer og kirker, der ligger hulter til bulter i gaebilledet. Kvinder gaar rundt i sarier og burkaer, og ingen har nogle forbehold over for det – det kan vi virkelig laere noget af i Danmark!

Projektet koerer ogsaa virkelig godt, og jeg kan graede ved tanken om, vi kun har tre uger tilbage! Jeg har virkelig lyst til at tage alle boernene med i min rygsaek, de er saa soede! Det er fantastisk at se, hvor glade de er over ingenting. De kan lege 20 boern i flere timer med legetoej, som danske boern ville have mistet interessen for paa to minutter (det er jo ikke den nye Wii eller PS3). Catherinas mor arbejder frivilligt for Lions Club, og hun har vaeret fantastisk til at sende legetoej og toej sponsoreret af Lions Club. Boernene bliver saa glade for det, jeg bliver nogle gange helt roert, naar de kommer og giver takkeknus. Jeg er ogsaa blevet ret god til at undervise, selvom det mest foregaar paa den smule kannada, jeg har laert, og vha. fakter etc. Vi har ogsaa faaet et virkelig godt forhold til personalet paa projektet, og de er saa sjove. Meget indiske, men det er fantastisk! Saa dagene gaar med undervisning, leg, og en gang om ugen er boernene ved soen, som jeg allerede har skrevet om – det er en amazing tur hver gang!

Saa er der vaertsfamilien.. Vi havde det rigtig godt i vores gamle vaertsfamilie, de var virkelig soede mod os, MEN! Vi har haft nogle rigtig ubehagelige og graenseoverskridende episoder med bedstefaren i vores gamle familie. Jeg vil ikke sige mere her, end at han er en mentalt forstyrret gammel gris, og vi var noedt til at flytte. Det var virkelig haardt at skulle sige det til vores vaertsmor, som var hunderaed for sit ry i byen. Men vi fik det sagt, og afskeden blev saa god som mulig, hvilket var rigtig vigtigt for mig! Vi tog hen til et hotel, og allerede dagen efter havde vi en ny familie! Og DE er bare skoenne! Vi har en vaertssoester paa 14, Shantala, og en vaertsbror paa 18, Hoysala, og de kalder os deres “pure soester”. Vi har det rigtig sjovt med dem, og de sidste to weekender har vi haengt ud med dem i Hunsur. Familien er pureveg, hvilket er saa skoent (ikke flere grise-fedt-klumper-knogler i brun sovs til mig, tak). Vi har vores eget vaerelse med dertilhoerende toilet, hvilket var meget belejligt, da Catherina og jeg med et doegns mellemrum blev ramt af vores foerste madforgiftning her i Indien. Don’t worry, I’ll spare you the details! 🙂

I loerdags var det saa min foedselsdag, 21 aar! Alle indere har fortalt mig, at NU er det altsaa paa tide at blive gift! Som jeg fik at vide af madam paa projektet i dag: “Helena, 21! Almost time over!” Der er nu heller ikke mangel paa indiske giftnelystne maend, meen jeg tror nu, jeg venter nogle aar og gifter mig i Danmark! Selvom indiske brylluper er meget sjove, har jeg ikke den store lyst til at blive indisk housewife og bruge mine dage paa at opvarte min mand og mine boern, sove og sladre. Til det er jeg nok alligevel for vestlig. Naa, men tusind tusind tak for alle foedselsdagshilsnerne! Jeg havde en helt fantastisk dag, fejret paa bedste vis af Catherina og den nye vaertsfamilie! De havde gaaet i mange dage og planlagt og hviske-tisket, og jeg var meget spaendt. Dagen startede med, jeg fik oliebad af moren, og derefter blev jeg ifoert sari og fik sat haar. Vartsfamilien gav mig et meget indisk smykkesaet, halskaede og orenringe. Selve dagen gik ikke med saa meget, men om aftenen tog Shantala og vaertsmor mig med til et hinduistisk tempel, hvor jeg blev velsignet af en guru, saa jeg nu faar et langt og lykkeligt liv 🙂 Da vi kom tilbage til huset, havde Hoysala og Catherina pyntet op med flag, balloner, og terpentiner og de havde koebt en kage til mig med skriften “happy birthday Helena”, med 21 lys og et lys, der kunne spille foedselsdagssang. Jeg blev saa roert over, de havde gjort saa meget ud af dagen for min skyld, jeg foelte mig saa velkommen i familien! Jeg glemte ogsaa lige at naevne, at jeg fredag aften fik malet henna hele vejen op ad armene af en af vaertsfamiliens venner som en pre-birthdaysurprise! Det var en uforglemmelig foedselsdag – selvom det var lidt surrealistisk at have foedselsdag i Indien 🙂

Saa jeg har det rigtig godt. Tiden flyver afsted nu, og jeg elsker det her. Vi rejser videre om tre uger, da der starter et nyt skoleaar 1. juni, hvor nogle af de bedste boern skal proeve at blive indsluset i normal skole. Derefter rejser vi videre i Nordindien, og jeg kommer hjem d. 8. juli.

Boernene leger med ringespil

Dyretema med boernene 🙂

Shruti har tegnet sit favourite animal

Boernene ved soen – de er saa skoenne!

Paa vej hjem fra soen. I forgrunden ses Ghirija og Basaraju, de to laerere paa projektet.

Katy og jeg ude foran skolen med nogle af boernene. I baggrunden er kookinglady.

Mig i sari paa min foedselsdag!

Bagfra i sari med blomst i haaret – Indian-girl!

Birthdaycake!

Katy og jeg med vores vaertssoester og bror.

Mig med den nye vaertsfamilie! 🙂

Denne her indiske computer vil ikke vende billederne om! Sorry 🙂

Glaeder mig virkelig meget til at se jer alle, haaber I har det fantastisk 🙂

Getting into the Indian lifestyle!

Saa har vi snart vaeret i Indien i tre uger, og Hunsur i to! Det er fantastisk her, vi er faldet til paa projektet og i vaertsfamilien og kommet grundigt ind under huden paa den indiske kultur! Jeg elsker virkelig Indien! Selvom der er nogle ting, man lige skal vaenne sig til.. Vi bor i Hunsur, som er en virkelig lille flaekke, og arbejder i Anur, som er en meget meget lille flaekke – vi er de stoerste attraktioner der, og alle vil snakke med os! Boernene sammenligner beundrende deres hudfarve med vores, vi skal holde babyer, og alle vil snakke med os (og det kan godt vaere lidt svaert, eftersom vi snakker swalpa kannada, og de ikke snakker engelsk).

Der er sket saa meget de sidste par uger, at jeg vil noejes med at ridse hovedpunkterne op. Hvis jeg da overhovedet kan finde hoved og hale i det hele – undskyld paa forhaand, hvis mit blogindlaeg bliver en smule rodet. Sidste soendag var Katy og jeg med vores vaertsmor til en songcontest i Hunsur. Det var meget Indian-style – det skulle starte 18.30, men de brugte den foerste time paa at faa mikrofonerne til at virke. Derefter gik der en time med taler paa kannada og uddeling af blomsterkranse.  Men det var simpelthen saa sjovt! Vi forstod ingenting af sangene, men hele showet var bare saa – ja indisk! Toejet, performance og de maend der stod og dansede i midtergangen, og som blev jaget vaek af politiet. Vi var ogsaa total attraktion, og alle kom og snakkede med os. Der var en masse kameraer, og den ene kameramand blev ved med at filme os! Det er ogsaa blevet sendt i fjernsynet – headmasteren paa vores skole kom stolt i mandags og fortalte os, at han saa os!

Sidste mandag skulle vi saa ud og besoege Nisarga Foundation, som er dem, der er ledere for vores projekt. Vi tog bussen i en time til H.D. Kote, hvorefter vi ventede 2,5 time paa at snakke med direktoeren i et kvarter. Det var ogsaa meget indian-style, men jeg er virkelig blevet shanti shanti hernede – det er totalt godt for min indre utaalmodige controlfreak 🙂 Vi sad dog og snakkede med formandens soen, inden formanden kom, det var rigtig hyggeligt. Der var ingen boern paa skolen paa grund af en lokal festival, saa vi tog hjem igen og moedtes med Amanda og Laura, som er to volontoerer, der har vaeret her i en maaned – det var virkelig dejligt at snakke med nogle andre i samme situation.

Tirsdag skulle vi saa starte paa projektet. Vi steg paa bussen til H.D. Kote, men buskontrolloeren sagde, da han tjekkede vores buspass, at bussen IKKE stoppede i Anur. Saa vi stod af bussen, gik tilbage til Hunsur og spurgte forbvildet rundt, hvilken bus vi saa skulle med. Vi viste dem vores buspass, som er skrevet paa Kannada, og det kan vi dog ikke endnu finde ud af at laese. Efter 45 minutter kom bussen, som alle paa stationen sagde, vi skulle med, og vi steg godtroende paa. Vi koerte i en time, og lige pludselig sagde alle, vi skulle af – vi var i Anur. MEN det var vi altsaa IKKE. Vi fandt ud af, billetmanden havde givet os det forkerte buspass! Vi skulle ikke have et til Anur, men AnUr (det er uhyre vigtigt, hvordan man laegger trykkene paa Kannada – jeg har flere gange kaldt min vaertsfar for “ris”). Vi var vitterligt in the middle of nowhere! En lille indisk landsby, hvor ingen kunne engelsk, og vi anede ikke, hvor bussen tilbage gik fra. En soed indisk dame hjalp os, og vi kom med bussen tilbage til Hunsur, hvor vi tog bussen til AnUr og ankom fire timer for sent. Men de var vildt soede paa projektet, de synes bare, det var vildt komisk! Jeg kan ogsaa godt see det komiske i det nu, men lige i oejeblikket stod jeg godt nok og stortudede – det hele kom bare ramlende, og jeg foelte mig helt fortabt. Heldigvis fik Katy foerst nedtur paa bagefter, saa vi kunne muntre hinanden op 🙂

Onsdag kom vi med den rigtig bus til projektet, og vi ankom til en flok boern, der skulle til at have moergenmad. Vi underviste dem lidt i engelsk og matematik, men lige pludselig kom headmaster og sagde, vi skulle ringe til Manju (en af dem der arbejder for FSL, som er Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation i Indien). Han sagde, vi skulle med bussen tilbage til Hunsur og tage med til festival i hans village. Det er noget af det sygeste, jeg har oplevet. Vi kom til landsbyen, og jeg tror virkelig aldrig, de har set udlaendinge foer – vi var en stoerre attraktion en selve festivalen, og vi fik hele tiden stukket mobiler op i ansigtet, hvor de tog billeder eller filmede os. Det var helt vildt at opleve den indiske kultur paa saa taet hold – der var maend, der stak spyd gennem deres kinder og kroge i ryggen, saa de kunne traekke vogne. De sagde, det ikke gjorde ondt, fordi der var en gud inden i dem. Der var ogsaa en masse kvinder i gule sarier, der bar runddt paa krukker med ild! Efter festivalen tog vi hen tuil Manjuhouse, hvor vi fik vildt meget mad og snacks. Hernede er den stoerste venlighed, man kan vise gaester, at stopfodre dem med mad, og det foerste, folk spoerger os om, naar vi kommer steder hen, er, hvad vi har faaet at spise. Om aftenen, da vi kom hjem, utrolig maette og traette efter festivalen, blev vi inviteret ind til naboen og spise. Vi fik foerst mad 22.30, og igen blev vi fuldstaendig proppede (det skal lige siges, at det er rigtig uhoefligt ikke at spise op hernede). Naboerne og alle i Hunsur er saa soede, det er fantastisk at se, hvor gaestfrie inderne er!

Torsdag tog vi ud paa projektet om formiddagen, oog om eftermiddagen skulle vi ud og spise non-veg frokost i Manju-house. Headmasteren paa skolen tog med os derud, og vi kom derud ved, at Katy og jeg sad bag paa hans motorcykel – et transportmiddel, der er meget brugt hernede! Det var rigtig fedt at opleve, og det skal lige siges, at han koerte meget langsomt og forsvarligt J

Om fredagen var vi igen sammen med boernene, de er simpelthen saa soede. Headmaster tog os med ud til en tribalvillage, hvor nogle af boernene kommer fra, det var saa vildt at se! De boede saa langt vaek fra alting, i lerhuse med straatag. Igen var de utrolig gaestfrie, gav os te og kiks, og de morede sig kosteligt over vores hud- og haarfarve. Mit kamera faldt ogsaa i god jord, det er de virkelig helt vilde med hernede!

Fredag aften tog vi bussen til Hampi sammen med Amanda og Laura for at komme lidt u dog vaere sammen med de andre volontoerer. Vi moedtes med Mette, Mette, Astrid og Luna i Hampi, det var saa skoent at se dem igen! Hampi er en gammel by med ruintempler, utrolig smuk. Vi brugte weekenden paa at hygge, slappe af, shoppe, sightseeing og spise alt andet end ris 🙂 Det var en fantasisk weekend, og en utrolig flot by (det var dog helt maerkeligt at se andre turister, det goer vi aldrig i Hunsur).

Da vi kom ud paa projektet mandag, var der ingen boern, fordi de havde villagefestival – igen rimelig indianstyle 🙂 Vi hjalp madam med at rydde lidt op, og saa tog vi hjem.

I gaar var vi igen paa projektet, og dette var vores foerste hele dag! Boernene kom lidt sent, og da de havde spist morgenmad, skulle de skrive alfabetet og tallene i deres noteshaefter. Vi blev sat til at hjaelpe dem, ogsaa de boern, der skulle skrive alfabetet paa kannada – det var lidt svaert, men saa dejligt at se, hvor hurtigt de laerer. Det er de skoenneste boern, og de siger hele tiden “miss miss”. Da vi kom hjem, havde Sheethal, vores vaertssoester, foedselsdag. Det er den maerkeligste foedselsdag, jeg nogensinde har vaeret med til! Stroemmen var gaaet, saa vi sad naesten i moerke, og lige pludselig var der vildt mange boern! Sheethal skar kagen for, og alle boernene sad og raabte og sprang ballonerne, mens kagen gik paa omgang! Efter ca. 15 minuuter sagde vores vaertsmor “okay birthday over”, og saa kunne Katy og jeg sidde og hygge med boernene. Det var simpelthen saa sjovt at opleve! Vores vaertsmor gaar sindssygt meget op i, hvad ting koster (hver gang, vi har noget, spoerger hun “how much?”), og det foerste, hun gjorde, da Sheethal fik gaven fra sine foraeldre, var med store oejne at informere os om prisen: “sooooo costly, no?”. Da Sheethal fik vores gave, spurgte vores vaertsmor som det foerste: “how much?”. Det er meget anderledes end i Danmark!

I dag har vi vaeret paa projektet, og det var virkelig godt! Vi var med boernene henne til en soe, hvor de skulle bade og vaske toej. Soen ligger virkelig ogsaa saa lokalt, og paa vejen derhen gaar der nogle gange vilde elefanter. Det var en skoen soe, og boernene noed det saa meget. Der var en del indiske kvinder, der vaskede toej, og lige pluselig inviterede en af dem mig og Katy paa chapati, som hun havde med. Saa vi sad og hyggede og spiste med nogle indiske kvinder, som ogsaa havde set os i fjernsynet fra den songcontest! Rimelig sindssygt, men saa fedt!

Efter soen legede vi med boernene, som nu var lidt mere renlige (halvdelen af dem har fnat, og de har stolt vist lus frem til os, som de har fundet i hinandens haar), og de elskede det! Vi har laert dem en del sange og danse, og de bliver ved med at raabe “Miss! Song! Miss! Dance!” Hele landsbyen kom ogsaa og kiggede paa, da vi dansede the pony song med dem i dag – alle kvinder, maend og boern.

I morgen har Katy foedselsdag, saa det skal fejres paa indisk maner 🙂 Vi har det rigtig godt, og i morgen har vi vaeret her i to uger. Jeg foeler, jeg er helt under huden paa den indiske kultur (selvom jeg stadig bliver lidt forarget over deres utrolige voldsomme skubben i busserne eller de aabenlyse boevser efter mad :b). Det er ved at blive hverdag, og dagene glider, hvilket er skoent. Jeg synes allerede, tiden gaar for hurtigt.

Haaber alt er godt i Danmark, og at I nyder foraaret! Taenker paa jer! J

Next adventure – Indien

Saa er jeg kommet godt til Indien! Den sidste tid paa platformen gik enormt hurtigt! Vi fik afsluttet vores projekter, snakket og glaedet os til vores destinationer, hygget etc. Onsdag aften, som var vores sidste aften, gav vi den rimelig meget gas. Vi var paa Namaste bar, hvor vi drak nogle oel, fik noget vandpibe og hyggede rigtig meget! Anjana og Rikke havde forberedt et spil til os, det var en rigtig god afslutning. Der var en avispakke, og hver gang man pakkede et lag op, stod der noget, og saa skulle man give det til den, man syntes, det passede paa. Jeg fik “teacher’s pet”, “the most considerate” og “the one who gather the troops”. Da Namaste Café lukkede, tog vi hen paa en meget lille bar, der foerst smed os ud kl. 24! Det var en fantastisk sidste aften, men jeg var ikke helt paa toppen torsdag morgen… Efter morgenmad og mit sidste “rigtige” bad i nogle maaneder, tog Indien-gruppen og Louise og Malte til Kathmandu lufthavn. Det var med taarer trillende ned ad kinderne, at jeg sagde farvel til de andre og koerte med bussen vaek fra platformen. Jeg havde en meget underlig foelelse i maven – nu skulle vi ud paa noget helt nyt, og vi vidste ikke, hvad vi nu gik ind til. I Kathmandu lufthavn moedte vi Lasse og Sofie – deres rejseplan var blevet aendret, saa nu skulle de med os til Mumbai. I Mumbai skulle vi sige farvel endnu engang, og det var ogsaa virkelig trist, og det hele gik saa staerkt. Resten af rejsen gik eksemplarisk (jeg var forberet paa endnu en loebetur a la Delhi lufthavn), og vi blev moedt i Bangalore af en mand med et skilt. Han fik hurtigt gennet os og vores tunge rygsaekke ind i to taxaer og saa gik turen til et hotel. Han snakkede ikke vildt godt engelsk, men vi fandt ud af, at vi skulle blive i Bangalore i et doegn, hvorefter vi skulle videre med natbus til Kundapura. Doegnet i Bangalore var meget blandet, vi var meget traette og savnede platformen i Nepal, og saa fik vi ogsaa et omvendt kulturchok. Vi kunne slet ikke handtere asfalterede veje, McDonalds og elektricitet doegnet rundt. Men takket vaere Lunas koeresygepiller og et par dejlige oerepropper gik natbusturen virkelig smooth!

En time efter ankomsten til FSL’s guesthouse i Kundapura, tog Katy, Mette og jeg ud paa en tur med nogle andre europaiske volontoerer og FSL staff. Det var en dejlig tur! Vi saa en masse templer, og en masse utrolig laekre bountystrande. Det bedste ved turen var, da vi kom ned til en bountystrand ved solnedgang og fik lov til at bade 🙂 Godt nok med alt toejet paa, saa vi ikke var for udfordrende, men det var fantastisk efter varmen, der havde paavirket os hele dagen. Ellers gik dagene i Kundapura stille og roligt, det var dejligt at vaere sammen med de andre, men det var ogsaa lidt maerkeligt at vaere vaek fra platformen og vide, man snart skulle videre.. Soendag var vi med til et indisk bryllup, det var en vildt fed oplevelse! Bryllupsceremonien var meget anderledes end noget, jeg har oplevet foer, og der gik vildt mange mennesker rundt og snakkede. Alle kvinderne var helt utrolig smukke i deres sarier i prangende farver og blomster i haaret. Vi fik ogsaa frokost der, og jeg er altsaa blevet rimelig ferm til at spise med fingrene!

Ellers havde vi noget undervisning, bl.a. Kannada, som Katy og jeg forsoeger at laere intensivt, og information om vores projekter. Katy og jeg fik ogsaa syet noget indisk toej, som vi gaar rundt i – det er virkelig flot!

Onsdag aften blev holdet indskraenket endnu en gang, da vi sagde farvel til de andre, og Katy og jeg tog natbussen til Hunsur. Det var igen ret haardt at sige farvel til de andre, og vi var meget spaendte. Busturen var interessant, vi sad bag ved en indisk mand, som bredte sig meget – han snakkede hoejlydt i telefon, og da Katy og jeg gerne ville sove, begyndte han at hoere et meditationsmantra paa sin mobil, mens han hoejlydt sagde “ooohhmm” og chantede med! Der var ingen andre i bussen, der fortrak en mine, men Katy og jeg var flade af grin. Saa efter en noget mindre komfortabel nat, ankom vi til Hunsur, hvor vi blev hentet paa busstationen af Lucy, en hollansk volontoer paa 43 aar, som har boet og arbejdet samme sted som os de sidste too maaneder. Hun tog os med ud og se projektet, og det bliver noget af en udfordring, men jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang! Efter 45 minutter i en bus, ankom vi til en bygning. Der var ret moerkt, og ingen stole eller borde, og paa gulvet sad 25 boern. Vi skal undervise stammeboern i alderen 6-14 aar, og de kan virkelig ikke noget engelsk! De bor paa skolen, og jeg er virkelig spaendt paa at begynde projektet paa mandag! 🙂

Vores vaertsfamilie er rigtig soede! Vi bor i Hunsur, som er en meget lille og ikke-turistet by, saa folk kigger MEGET, naar vi gaar paa gaden! De smaa boern loeber efter os, og flere folk har allerede inviteret os hjem til sig. Vores vaertsmor (som vi kalder Akka) er rigtig god til engelsk, hun arbejder som sygeplejerske, og vores vaertsfar (som vi kalder Anna) arbejder i en bank. Bedstefaren bor ogsa i huset, han sover i stuen. De har ogsaa en soen, Shivan paa 12 og en datter, Shitel paa 19, men hun bor og studerer i Mysore. Vi har faaet et af husets to rum, som ogsaa fungerer som bederum, saa doeren skal vaere aaben fra 6.30, til vi skal sove, saa familien kan bruge rummet til at bede. De er hinduister, og det er lidt surrealistisk at vaagne til bedstefarens chanting. Der er ikke noget rindende vand, og toilettet er udenfor, men de er super soede og varter os virkelig meget op.

Saa jeg har det godt, og jeg er ved at tilpasse mig den indiske kultur! 🙂

enfo.

At hoppe 160 meter ned fra en bro..

Saa er det tid til endnu et blogindlaeg! Vi forlader platformen paa torsdag, saa der kommer nok ikke til at vaere de samme muligheder for internet i Indien. Jeg glaeder mig til at komme i gang med projektet nu, selvom det bliver trist at skulle forlade platformen efter vi har laert hinanden saa godt at kende!

Fredag morgen fik vi lov til at forseoege os med at undervise boern! Efter en tur paa karaokebar torsdag aften, var Katy og jeg ikke heeeelt hooked paa at skulle underholde 16 7-8-aarige i halvanden time, men jeg er saa overrasket over, hvor godt det gik! Med det samme vi steg af bussen, var vi klare og friske. Vi havde lavet en quiz om dyr, og de gik virkelig op i det! De raabte svarene ud, enkeltvis og i munden paa hinanden. Derefter skulle de tegne deres yndlingsdyr, de fleste tegnede en fisk eller en papegoeje – lidt spoejse dyr, men fine tegninger. Det er en helt anden undervisningsform hernede, de var slet ikke vant til at skulle snakke. Men det var fantastisk at se, hvordan de gik fra i starten af timen ikke engang ville stille sig op og sige deres navn, til at de i slutningen af timen alle ville op og snakke foran klassen! Kluddermutter og the little pony var ogsaa store successer, og drengene var vilde med at hoppe rundt og lege dyr – de havde virkelig noget energi, de skulle forbraende! Boernene var rigtig soede, da vi sagde farvel, og de blev ved med at spoerge, om vi ikke kom igen. Det var virkelig en positiv oplevelse, og det har givet mig blod paa tanden, til naar jeg skal undervise i Indien!

Weekenden har vaeret helt fantastisk! Loerdag havde Stine, Katy, Lasse, Malte og jeg besluttet, at vi skulle ud og proeve nogle graenser af – vi ville bungy-jumpe! Onsdag tog vi til Thamel for at bestille, og de sagde, det nok ikke var den bedste ide at hoppe med en elastik om anklerne med et rekonstrueret korsbaand, da der kommer forholdsvis mange ryk i knaene. Dog kunne jeg lave “the swing”, hvor du bliver bundet fast til en snor, og saa hopper du simpelthen ud fra broen og gynger frem og tilbage. Vi stod op loerdag morgen kl. halv fem for at tage bussen til Last Resort – det var tidligt, men vi var utrolig spaendte, saa det begyndende adrenalinkick holdt os koerende. Busturen var 3,5 time, men paa trods af mange sving, en rimelig hoej fart og en masse bump, praesterede jeg rent faktisk at faa en lille powernap. Da vi kom frem ca. kl. 10, stod solen hoejt paa himlen, og der var simpelthen saa smukt! En fantastisk dag at hoppe ud fra en bro med 160 meter ned til en flod og sten! Det er verdens anden hoejeste bungyjump og verdens stoerste swing – og jeg siger jer, der var langt ned! Vi skulle gaa over den gyngebro, som vi ogsaa skulle hoppe fra, og alle mine parader var oppe med det samme, vi gik over den bro! Jeg var ved at tude, og de andre var helt forbavsede – de har aldrig set mig saa stille foer!

Vi fik en lille introduktion af “the bungy master”, og saa skulle vi ellers vejes – i fuld offentlighed! Det var lidt graenseoverskridende, specielt da vores vaegt blev skrevet med sprittusch paa vores haand! Men det er en okay pris at betale for ikke at ramme hovedet ned i nogle sten med 150 km i timen.

Jeg var i hold nummer 1, og sammen med Lasse, Caty og Malte bevaegede jeg mig ud paa broen. Jeg var virkelig helt fra den! Jeg stod paa den gyngebro, kiggede 160 meter ned, og saa begyndte jeg at graede. Alle ens sanser og instinkter raaber “don’t do it!”, og alligevel har man taenkt sig at hoppe 160 meter ned med et reb om livet! Jeg var saa nervoes, og det overraskede mig virkelig, at de andre var saa cool med det! Det blev min tur, og jeg maa have set ret suicidal ud, for manden blev ved med at sige “don’t jump off without a rope! Mam, stay still – don’t jump off without the rope!”. Jeg blev spaendt fast og saa gik turen ellers ud over platformen. Jeg havde besluttet mig for, at hvis jeg ikke hoppede paa tre, ville jeg aldrig komme ud fra den bro – saa det gjorde jeg! Det var det vildeste: 7 sekunders frit fald, alt for lang tid at taenke! Jeg ved ikke, om I kender det med, at man er ved at falde og lige naar at taenke “bare jeg ikke slaar mig”. Det her var noget i samme stil, man havde bare alt for lang tid til at taenke! Jeg svingede frem og tilbage over floden i dalen, og mit adrenalinniveau naaede uanede hoejder! Jeg rystede over hele kroppen, da jeg kom ned, og alle mine sanser var uhyggeligt skaerpede.

Jeg saa Malte og Katy hoppe deres bungyjump, og jeg kunne godt maerke, jeg var traet af, jeg ikke selv kunne proeve det! Vi trekkede op igen, spiste frokost og hyggede. Der var to drenge, ogsaa fra Danmark, som havde ret meget hoejdeskraek. De havde ikke hoppet endnu, saa de sad rimelig meget bare og stirrede ud i luften. Respekt for at de gjorde det dog! De andre ville ogsaa proeve svinget, og jeg blev mere og mere traet af, jeg ikke kunne springe bungyjump. Jeg spurgte dem, men det var stadig ikke verdens bedste ide, mente de, og der var heller ikke plads. Men jeg var saa heldig, at jeg kunne faa lov til at springe svinget igen – denne gang hoppede jeg baglaens ud fra platformen og havde snoren bundet til ryggen, saa jeg naermest floej over floden. Det var det vildeste! Jeg stod og holdt helt vildt godt fat i manden, og han var noedt til at sige, han helst ikke ville springe med – der var ikke andet at goere end at give slip og igen falde frit, denne gang bare baglaens! Det foeltes virkelig, som om jeg floej, da jeg hang og svingede frem og tilbage! Da jeg var blevet hevet ned ved at fire mig selv op ad et reb, loeb jeg tilbage til de andre. Jeg havde saa meget adrenalin, at jeg spurtede op ad trapperne og klipperne – jeg aensede naesten ikke engang, at jeg rent faktisk faldt og slog mit knae. Jeg har aldrig proevet at vaere paa stoffer, men jeg kunne virkelig godt forestille mig, det foeles, ligesom jeg havde det – jeg var helt hoej!

Busturen hjemad gik hurtigt – vi var helt oppe at ringe, og buschauffoeren satte techno paa, saa det var nice 🙂

Om aftenen tog vi til Thamel og spiste, og bagefter tog vi ud og drak drinks. Lasse fyldte aar kl. 24, saa vi havde taget flag med og sang foedselsdagssang. Det var vildt sjovt, og vi blev foerst smidt ud af diskoteket 1.30 – score!

Soendag morgen lavede vi foedselsdagsmorgenmad med pandekager, scarmbled eggs og frugt, og saa laa vi ellers og chillede ude i haven. Der er hoej solskin og en 25-30 grader, saa det er skoent! Om aftenen tog vi igen til Thamel og spiste paa en arabisk reataurant, roeg shisha (vandpibe) og drak en oel. Det var en helt fantastisk dag, og Lasse var virkelig glad for, vi havde fejret ham paa bedste vis – dejligt! 🙂 Jeg tror ogsaa, vi naaede at synge foedselsdagssang for ham fem gange paa den dag.

Ellers er vi ved at afslutte vores ophold her paa platformen. Det bliver saa spaendende at se, hvad Indien bringer! 😀

Hvis I vil se mig springe, ligger videoen her: http://www.facebook.com/video/video.php?v=1621371215749&saved

Katy har lagt flere billeder ud: http://www.facebook.com/album.php?aid=273160&id=675192646

Blog for Thursday

Vi skiftes hver dag til at skrive en blog her fra platformen, og i dag er det saa min tur. Den er skrevet paa engelsk 🙂

Namaste!

Today it’s Thursday, and we’ve been here exactly three weeks. I think the general opinion in the group is that the time has just flown away – literally speaking! When I think back on all the things we’ve experienced, it seems like I’ve already been here at the platform for a few years: trekking in Kathmandu valley, sleeping in the slum, seeing various temples and places, learnt about social change and all that goes with it and having an amazing time getting to know each other and spending time together! I know a few of us have become very fund of Shishas and the cozy atmosphere here in Kathmandu, and I’m so happy that I’ve ended up in this group – we’re all amazing people, and I couldn’t have wished for anything better. Of course our fabulous facilitators have contributed a lot in making the last three weeks at the platform so good! I’m sad when I think about the fact we’ll be saying goodbye in a week. But the next step, India, is going to be an incredible experience, I know that, and I’ve started getting really excited about what to expect, how we’re going to live and so forth! It seems I have no idea, what’s going to happen, but I’m surprised to find that I love letting go of the control like that. Something I’ve never used to do before in Denmark, where I needed to know what’s happening, when and where! I’ve also become a lot more chilled, seeing as the concept of time here is a little different from what I’m used to – but again I love it. Not to mention the incredible thigh muscles I’ve gained from pedaltoilets, and all the new friends I’ve gotten to know – the last three weeks have been a life-changing experience for me!

This morning we went to a school to observe the teaching. After a quite nice ride there, we arrived and split into teams. I teamed up with Caty and Mette, and we were placed in Class 2 with only 16 students. I was positively surprised to find there weren’t more students; I was expecting something like 42! The teacher welcomed us, and so did the kids who seemed a little freaked by the fact that three weird looking girls had to sit at the back of the class and watch them. A few girls giggled at the start of class, but there was such good discipline that they quickly stopped. The teaching however surprised me a little – it was completely different from what I’m used too! The students had to copy from a notebook that was already correctly filled out, and when they were done, they had to correct each other’s work! It seemed a little abstract to us, but it was so inspiring to watch how nice the teacher was with the kids. She helped them, complimented their work and there was just a really nice atmosphere. After they had copied the numbers from 1-100 in maths, it was time for scienceclass. Here a student had to stand up in front of the rest of the class and read aloud – the student read about three words, and then the rest of the class had to repeat it. At one point they were really shouting, and they were so cute when they pronounced animals – it was more like “aniimaaalss”. The chapter they read was about animals and what they can be used for, so when we had to plan the teaching for tomorrow, we decided to teach them about animals. I really hope they will like the quiz we made for them, but if not, I’m sure they’ll be happy to learn some nouns with “Simon says” or feel challenged by a round of Kloudermutter.

After spending the afternoon outside, preparing for tomorrow, relaxing and doing a few push-ups, we went out to eat some amazing – vegetarian – Indian food. It was really good, and we were some of the only customers at the restaurant, so the waiters were extremely happy to serve us! After our meal, we went to a karaoke bar – a very pink building close to the Royal Palace. It was so much fun! I’ve never been at a karaokebar before, but we hit it off with some pretty good tunes (or maybe not too good when I was standing behind the microphone) with “Like A Virgin”, Red Hot Chilli Peppers, Grease and a lot more songs! I had such a good time, dancing and singing 🙂

So now there’s one week left at the platform – let’s get as much out of it as we possibly can! And thank you guys so much for being such amazing and wonderful people 🙂

En nat i slummen

Jeg havde den vildeste oplevelse med at sove i slummen, saa det er jeg altsaa noedt til at skrive lidt om!

Weekenden gik stille og roligt. Vi er 16 unge danskere samlet, saa fredag aften ville vi ud og opleve Kathamndus natteliv. Vi startede med at tage hen og se et teaterstykke, “Desire Under the Elms” i en nepalesisk fortolkning. Det hele foregik paa nepalesisk med en masse monologer, saa vi besluttede at gaa i pausen, da vi var utrolig sultne og ikke rigtig fattede noget 🙂 Vi tog hen og spiste paa en dancebar, hvor der var rigtig dejlig mad (drengene var lykkelige for endelig at faa noget koed!), Carlsberg og enormt soed betjening og underholdning. Efter vi havde set danseshowet og selv danset lidt med, spist og hygget, gik turen videre til Thamel, som er den mest turistede del af Kathmandu. Her tog vi paa en bar, men blev dog allerede smidt ud kl. 24, og der var intet andet, der havde aabent. Vi fortsatte derfor festen paa platformen, men Lasses hoejtalere og dyner.

Loerdag slappede vi bare af, og soendag cyklede vi op til et rigtig flot kloster. Vi moedte blandt andet en munk, der havde boet et aar i Nive, som meget entusiastisk fortalte os om de tre reinkarnerede lamaer, de har boende paa klosteret. Han var dog ikke helt tilfreds med, at der var en reinkarneret lama, der var flyttet til USA og blevet gift. Det var utrolig dejligt at vaere deroppe, det er skoent at komme vaek fra dythorne, stoev og bilos nogle gange 🙂

Mandag morgen gik turen saa til slummen, hvor vi skulle overnatte hos hver vores familie. Vi kom til en skole, som vi skulle hjaelpe med at bygge. Vores arbejde gik ud paa, vi skulle skovle sand gennem en si, saa de store sten blev sorteret fra. Derefter skulle vi – i en flettet kurv med baand paa panden – fragte sandet op til oeverste etage, hvor de kastede det op, jeg tror, det blev brugt som isolering. Det kunne godt blive gjort mere effektivt, men det var sjovt at proeve. I frikvartererne legede vi med boernene, jeg blev overfaldet af 20 meget begejstrede boern, da de ville se de billeder, jeg havde taget. Jeg kom ogsaa paa boelgelaengde med nogle lokale boern ved at give dem en svingtur – det er fantastisk at se, hvor meget man kan kommunikere uden at kunne komunikere sammen verbalt.

Kl. ca. 16 kom vores familier og hentede os. Jeg blev taget i haanden af en utrolig smilende dame, som ikke kunne et ord engelsk, og hun foerte mig hen til en kiosk, som de havde i slummen. Jeg maa sige, jeg var meget overrasket! Efter at have laest Shantaram og set Slumdog Millionaire, var jeg forberedt paa at skulle ligge i ske med fem andre mennesker paa en sivmaatte, i en lille lerhytte med rotter kravlende rundt. Saadan var det slet ikke! Der var et koekken og et soverum og et pedaltoilet ude bagved. Jeg var virkelig overrasket over, hvor soede de var! Hele slummen var en stor familie, og de hjalp hinanden og snakkede sammen – alle sammen! Det kunne vi virkelig godt laere noget af i Danmark, hvor man naermest aldrig snakker med fremmede. Jeg blev henvist til den eneste plastikstol i kiosken, udstyret med en pude og en fantastisk kop te! Moren kunne intet engelsk, saa vi var henvist til fagter og ansigtsudtryk. Der kom heldigvis en faetter af huset – Furba paa 16 – som jeg kunne snakke med. Han fortalte mig, at de har et motto, at alle gaester er som guder. Og jeg blev virkelig behandlet som gud! Det var fantastisk at se, at selvom de havde saa lidt, opvartede de mig paa alle taenkelige maader! Jeg ville rigtig gerne have hjulpet med det huslige, men det ville de ikke lade mig – “just rest” fik jeg at vide af datteren, som kom hjem om aftenen. Om eftermiddagen gik jeg en tur med nogle af de unge fra slummen om aftenen, og det var saa interessant at hoere om deres liv, og hvor meget religion betyder for dem. De maa naermest kun gifte sig inden for samme religion, og ofte ogsaa inden for samme kaste. Jeg viste dem ogsaa mine medbragte billeder fra Danmark, som de var meget interesserede i at se!

Efter aftensmaden saa vi fjernsyn, de taenkte jeg sikkert gerne ville se amerikansk tv, saa vi saa en eller anden maerkelig film. Kl. 21 gik vi til koejs. Min vaertssoester sagde, jeg kunne sove alene i dobbeltsengen, saa ville de sove paa gulvet, men der maatte jeg altsaa protestere! Jeg sagde, jeg gerne ville sove i enkeltsengen, saa de kunne sove i dobbeltsengen – der maa da vaere graenser 🙂 Jeg sov faktisk helt udemaerket, jeg havde ikke rigtig nogen madras, men jeg var saa traet efter alle dagens indtryk, at jeg gik ud som et lys!

Jeg vaagnede naeste morgen, og saa kom en nabo (ham som Stine boede hos) og tog os med til et buddhistisk tempel – Boudha. Det var rigtig flot, og vildt at se en masse buddhister gaa rundt om det som en del af deres tradition. Der var endda en med et ben, der humpede rundt om det tre gange – der var altsaa et godt stykke vej. Da vi kom tilbage, fik jeg en god portion nudler til morgenmad, snakkede lidt med Furba, og derefter gik turen hjem til platformen. Vi var alle helt vildt traette, men det var saa spaendende at hoere om alle de oplevelser, de andre havde haft.

Haaber I alle har det fantastisk i Danmark! 🙂

Tea4Free og Curry Without Worry

Tirsdag morgen ringede vaekkeuret kl. 5.20. Selvom vi stadig var meget traette efter trekkingturen, havde et par af os faaet lov til at komme med til “Tea4Free”, som er et arrangement hver tirsdag, hvor der bliver delt donuts og te rundt til gadeboern. Arrangement er maaske saa meget sagt, for der er kun fire personer, der staar for det – en organisation, der hedder Heartbeat. Vi cyklede hen til Durbar Square i moerke, udstyret med varmt toej og vores utrolig laekre pandelamper. Vi fandt Juju efter et par telefonopringninger, og saa gik turen ellers rundt i Kathmandu. Det foerste sted vi kom hen, var gadeboernene lige vaagnet. De sad og rystede og froes, hvilket ogsaa var klart nok, da de bare havde sovet paa fortovet udstyret med et par taepper. Vi fik en kop te (som var proppet med floede og sukker), hoerte noget nepalesisk musik og snakkede lidt med dem. De var dog praeget af kulde og manglende engelskkundskaber, saa det var ikke saa meget. Bagefter gik vi hen til et andet sted – her var der baade drenge og piger, og de var en hel del yngre end dem foer. Vi fik ogsaa at vide, at de ikke var gadeboern, men at de arbejde med at samle affald – de havde altsaa foraeldre, de boede hos. De var meget interesserede i os, og det var helt utroligt at se deres glade ansigter, mens de rendte rundt i skrald i bare taer!
Det sidste sted, vi tog hen til, var der nogle drenge (de saa virkelig ikke saerlig gamle ud!), og de var vist ogsaa lige vaagnet. De snakkede med os, selvom jeg ikke helt forstod, hvad de sagde. De var virkelig hjaelpsomme, og de fodrede ogsaa de hunde, der loeb rundt og en ged, der stod bundet. Det var helt utroligt at se, hvor meget de respekterede Juju. Vi moedte en dreng paa 12 aar (Andreas alder – det er saa skraemmende at taenke paa), som lige var loebet hjemmefra, fordi hans stedmor slog ham. Han saa noget skraemt og fortabt ud, men han var ikke afhaengig af lim endnu, saa de tog ham med og ville proeve at finde en skole til ham og et sted at bo – det er fantastisk den forskel, de forsoeger at lave. Jeg haaber virkelig, de finder et sted til ham, hvor han kan lide at vaere, saa han faar en uddannelse og en fremtid!
Til sidst var der ikke flere donuts og ikke mere te, saa vi snakkede lidt med Juju og to andre fra Heartbeat, og saa hoppede vi ellers paa cyklen tilbage til platformen, hvor vi spiste morgenmad og havde lidt undervisning.

Om eftermiddagen tog jeg igen hen til Durbar Square sammen med Cathy, Lasse, Stine og Maria. Denne gang skulle vi vaere med til ”Curry without Worry”. Det er ogsaa Juju, der er initiator til dette, hvor der hver tirsdag bliver givet over 300 maaltider mad ud. Det er ikke kun til gadeboern, men alle kan komme og faa et maaltid mad. Her moedte os dog en helt anden virkelig end om morgenen: boernene var helt skaeve af at sniffe lim hele dagen, og de stod en meter fra os og sniffede lim helt aabenlyst! Det lugtede saa staerkt! Jeg fik det virkelig daarligt og blev rigtig ked af det – reality strikes! Gadeboernene havde ingen ide om, hvordan man interagerede med andre mennesker, de er jo kun vant til afvisende turister (der maaske giver dem penge til lim) eller sure politibetjente. Da vi ankom, og de saa Juju, sprang de op paa ryggen af os, hev og kradsede i os. Det var uhyggeligt at se, hvordan de hungrede efter menneskelig kontakt, og de opfoerte sig som dyr – hvilket er klart, naar de aldrig har proevet andet.
Madbilen kom, og jeg blev udstyret med et forklaede, en kaempe gryde og grydeske, og saa stod vi og oeste mad til folkene. Det var dejligt at se, hvor glade de blev for et maaltid mad, og der var nogle af gadeboernene, der kom og fik seks gange! De var dog ikke saerlig soede ved hinanden, de slogedes og snoed foran, og det var saa tydeligt, de allesammen var paa et eller andet! Men vi fik snakket med dem, saa godt vi kunne, og jeg tror paa, det har gjort en lille forskel for dem at se, at der er nogen fra vesten, der gerne vil hjaelpe dem og snakke med dem. Men jeg synes, det er saa haardt at taenke paa, at de stadig er derude!

Om morgenen

Om morgenen – han fodrer geden med donuts

Han var 11 aar gammel!

Det var ekstremt haardt at se dem sidde og sniffe lim og ikke kunne goere noget!

Trekking i Kathmandu Valley

Hej allesammen!

Saa er det tid til endnu et blogindlaeg. Jeg har det saa fantastisk hernede, det er helt ubeskriveligt. Gruppen er fantastisk, vi har virkelig et godt faellesskab, og jeg kan blive helt ked af det ved tanken om, vi skal forlade Nepal om to uger. Paa en maade foeles det som om, jeg har vaeret her vildt laenge, og paa en anden maade foeles det som om, jeg kom i gaar. Men jeg glaeder mig ogsaa til Indien, det bliver et helt andet eventyr.

Naa, jeg vil fortaelle lidt om den helt ubeskriveligt smukke trekkingtur, vi havde i weekenden. Vi startede loerdag morgen, hvor vi kl. 8 tog en taxi til Sundajal. Taxierne her er nogle meget smaa, hvide Suzuki’er, saa turen var lidt trang med vores store tasker (der mest var fyldte med vand og mad). Vi ankom til Sundajal, og saa gik turen ellers op – 14 km. Vi startede i samlet trop, men der gik ikke lang tid, foer Signe, Stine, Cathy, Lasse, Malte og jeg dannede bagtrop. Vi havde det saa hyggeligt. Vi gik igennem den mest fantastiske natur, med udsigt til Himalayabjergene. Jeg vil ikke begynde at beskrive naturen, for det mener jeg ikke kan goeres med ord. Turen opad var dog haard, med trapper de foerste to timer. Det foerste stykke kom vi forbi nogle smaa landsbyer, hvor geder, koer (som gaar rundt over DET HELE hernede), og smaa boern loeb rundt mellem hinanden. Folk var utrolig soede og smilende, men de syntes nok, vi var lidt maerkelige, i og med vi gik denne tur frivilligt! Vi ankom til Chisapani ca kl. 16, hvor vi tjekkede ind paa et meget basic, men saa hyggeligt hotel. Vaerelserne var bare en seng med en slags hynde (ikke hvad vi forstaar ved madrasser), toilettet var et hul i jorden, og vores vindue var lappet med gaffatape. Vi gik en tur i Chisapani, noed den fantastiske udsigt og solnedgangen, moedte nogle boern, der var helt vildt interesserede i vores kameraer, og derefter gik vi tilbage til hotellet. Jeg er paa det naermeste blevet vegetar hernede, vi faar naesten ikke koed, og aftensmaden var ris, karry og kylling (jeg tror, de slagter alt med oekser hernede – der er ben i det hele 🙂 ). Efter aftensmaden spillede vi kort, snakkede og hyggede, og da vi skulle i seng, froes vi saa meget, at vi kravlede fem ned i en seng og sov.

Kl. 5.30 ringede vores vaekkeur, da vi havde planlagt at se solopgangen – og sikke en solopgang! Da vi kom derud, var himlen helt moerk, og vi saa gradvist himlen blive lysere. Da solen lige tittede op over horisonten, kastede den straaler paa Himalayabjergene. Det var saa smuk en oplevelse! Vi spiste morgenmad, og kl. 9 gik turen videre til Nagarkot – soelle 22 km. Det gik dog ikke saa meget opad som den foerste dag, og vi dannede bagtrop igen, hvilket vil sige, vi holdt en masse pauser og hyggede vildt meget. Da vi var ca. halvvejs, var stemningen ved at gaa lidt doed, saa Lasse – som er gadgetfreak – fyrede op for nogle smaa hoejtalere, saa vi kunne hoere musik. Saa der gik vi, seks unge danskere med store rygsaekke og sang med paa diverse sange gennem den flotteste natur, jeg har set, tror jeg!
De sidste to timer var dog haarde. Cathy og Signe var virkelig gaaet doede, men de var saa seje og fortsatte. Jeg brugte rigtig mange peptalks, hvilket ogsaa gav mig og mine foedder lidt energi til at fortsaette. Vi troede hele tiden, Nagarkot ville komme lige rundt om hjoernet, og da det endelig skete, var vi lykkelige! Vi fandt det hotel, de andre boede paa (som var utrolig luksus – rigtige toiletter!). Vi spiste den bedste aftensmad , og saa gik vi ellers kolde i vores senge – vi var saa faerdige!

Vi vaagnede i Nagarkot og spise morgenmad. Der var en slags groentsagsblanding, og jeg troede, den indeholdte sorte aerter (ved ikke helt hvorfor). Det var dog ikke en sort aert – men en chili! Hvilket jeg fandt ud af efter at have tygget godt og grundigt paa den. Jeg for skrigende op, tjeneren loeb hen til mig med en flaske vand, og Malte stoppede et toastbroed ind i munden paa mig. Puha, men saa var jeg da vaagen!
Vores ben var ret traette (selvom mine helse-Ecco sandaler nu er blevet nogle af mine bedste venner), saa vi besluttede os for at tage bussen ned til Baktapur, hvilket ogsaa var en fantastisk oplevelse! Vi fik lov til at sidde paa taget. Chauffoeren kunne kun koere ca. 20 km i timen, og det var saa fedt (og ogsaa en hel del nervepirrende) at sidde deroppe og kigge ned over bjergskraaningen, hver gang der kom et sving. Det er meget specielt, politiet hernede er virkelig ”ligeglade” med os udlaendinge – nepaleserne maatte ikke sidde paa taget, nar vi skulle forbi et police check-point, men os var de fuldstaendig ligeglade med!

Vi ankom til Baktapur, hvor vi fandt en bus tilbage til Kathmandu, saa vi kunne komme tilbage til platformen. Vi fandt noget at spise (en indisk restaurant, virkelig laekkert og spicy), og saa var der ellers koe til badet! Om aftenen slappede vi af og snakkede om vores fantastiske tur!

Stine, Maria og jeg foran templet 

Malte og jeg paa trekking

Med udsigt til Himalaya

Fra venstre: Signe, Cathy, Malte, mig og Stine

Fra venstre: Mig, Malte, Cathy, Signe, Stine og Lasse (taget med selvudloser – det var os, der dannede bagtrop)

Paa taget af bussen ned til Baktapur

Templer og mountain bikes

Saa kommer der lige endnu et blog-indlaeg. Det oeser ned i dag, med dertilhoerende lyn og torden, saa vi er lige gaaet i computerrummet. Jeg har oplevet rigtig meget de seneste par dage, og det er godt for mig at faa skrevet det ned – saa kan jeg jo ogsaa passende dele det med jer 🙂

Jeg vil lige fortaelle lidt mere om vores ekskursion i soendags: Vi koerte i en bus lidt uden for Kathmandu – turen var meget bumplet, og der var ogsaa en del af pigerne, der blev lidt koeresyge. Bussen koerte os hen til en lille soe, hvor vi sejlede en runde. Det var utrolig flot og idyllisk og dejligt at komme vaek fra stoev og bilos. Man skal stadig vaenne sig til alle tilraabende og blikkene. Efter soen tog vi hen til et hinduistisk tempel – det var virkelig spaendende. Det laa oppe paa en bakke, saa vi skulle op af en masse trapper. Selve templet var rigtig flot, med en masse statuer (skal nok lige faa lagt billeder ind paa et tidspunkt). Stemningen var virkelig dejlig, aaben og imoedekommende, og jeg fik ogsaa lavet en “tikka” (dekoration i panden, som hinduisterne gaar med). Vi gik lidt rundt og spiste frokost deroppe. Saa kom det uundgaaelige tidspunkt, hvor jeg skulle tisse! Og jeg vil advare jer paa forhaand, hvis I sidder med noget mad eller lige har spist, saa er det en god ide at vente med laesningen. Det var simpelthen et kaempe kulturchok! Det var et hul i jorden – det er jo ikke saa slemt, men hullet var fyldt op af.. ja – gaet engang 🙂 Og rundt om hullet laa der ogsaa rigtig meget. Men det vaerste var fluerne! Jeg kunne virkelig ikke, og maatte gaa op igen og faa Signe og Cathy (som jeg fra nu af kalder Catherina) til at komme ned og staa og daekke for mig og saa tisse ved siden af toilettet. Ja – jeg skal vaenne mig til det, men der maa gerne gaa mere end en uge 🙂

Om aftenen tog et par stykker af os paa en lokal bar. Vi var de eneste kunder, og der stod fire tjenere parate til at tage imod vores bestillinger. Efter det stod de allesammen i koe for at lave et slags baal til os. De ville have flammer, saa de brugte omkring en hel flaske benzin – selvom vi blev ved med at forsikre dem om, det var okay. De praesterede endda at proeve at flytte paa braendestykkerne, saa roegen ikke blaeste mig i hovedet. De kunne ikke engelsk, men var enormt flinke. Jeg elsker virkelig at opleve den nepalesiske kultur indefra!

Mandag havde vi undervisning, og om eftermiddagen ville vi ud og cykle. Malte, Lasse, Cathy, Signe, Stine og jeg begav os ud i Kathmandus trafik med de mountain bikes, som er paa platformen. Det var virkelig en oplevelse! Jeg har allerede fortalt lidt om, hvordan trafikken er her, men de koerer virkelig langsomt, saa det var ikke farligt (bare rolig – jeg passer paa mig selv :b). ALLE kiggede, da vi kom cyklende forbi. Folk stod og hang ud af vinduerne, kiggede ud bag forhaeng, og de smaa boern begyndte at loebe efter os. Det skal ogsaa siges, jeg var udstyret med en knald-blaa cykelhjem, en cykel hvor mine knae stort set roerte mine bryster, naar jeg traadte i pedalerne, og et rimelig forvirret udtryk i ansigtet. Men sikke en oplevelse! Vi cyklede hen til et buddhistisk kloster, Bouddha, og da vi ankom, havde de kaempe fest i anledningen i Valentinsdag – noget de af en eller anden grund gaar vildt meget op i hernede! Der var vildt mange mennesker, rigtig god mad og et kaempe anlaeg, der spillede hindu-musik – for ikke at forglemme en fantastisk stemning! Vi kunne dog ikke blive saa laenge, da vi skulle hjem inden moerkets frembrud og til Gokus aftensmad. Men det var virkelig sjovt at opleve!

Tirsdag havde vi undervisning og diskussion om caste, ethnicity and gender – rigtig spaendende og med en guest speaker (nepalesisk free-lance journalist, der skriver om kvinders undertrykkelse i Kathmandu Post). Om aftenen tog Rikke (vores ene fascilitator) og hendes kaereste Lasse os med paa en lokal bar – og den var MEGET lokal! Den var utrolig snusket, men det var saa hyggeligt! Den tandloese bartender kunne ikke andet end smile, og kromutter vartede os gevaldigt op. Vi ophoejede nok ogsaa deres fortjeneste med 80 %, for der var naesten ingen kunder, da vi kom. Vi fik et par oel, men deres alkoholbevilling slutter kl. 22, saa vi maatte tage hjem der 🙂

I dag er en rigtig afslapningsdag, hvilket ogsaa er helt fint for mig – traenger virkelig til det efter de sidste par dage, der har vaeret fyldte med indtryk!

Haaber stadig alt er godt! Jeg er i hvert fald ved at vaenne mig til livet hernede, og jeg elsker det! 🙂