Next adventure – Indien

Saa er jeg kommet godt til Indien! Den sidste tid paa platformen gik enormt hurtigt! Vi fik afsluttet vores projekter, snakket og glaedet os til vores destinationer, hygget etc. Onsdag aften, som var vores sidste aften, gav vi den rimelig meget gas. Vi var paa Namaste bar, hvor vi drak nogle oel, fik noget vandpibe og hyggede rigtig meget! Anjana og Rikke havde forberedt et spil til os, det var en rigtig god afslutning. Der var en avispakke, og hver gang man pakkede et lag op, stod der noget, og saa skulle man give det til den, man syntes, det passede paa. Jeg fik “teacher’s pet”, “the most considerate” og “the one who gather the troops”. Da Namaste Café lukkede, tog vi hen paa en meget lille bar, der foerst smed os ud kl. 24! Det var en fantastisk sidste aften, men jeg var ikke helt paa toppen torsdag morgen… Efter morgenmad og mit sidste “rigtige” bad i nogle maaneder, tog Indien-gruppen og Louise og Malte til Kathmandu lufthavn. Det var med taarer trillende ned ad kinderne, at jeg sagde farvel til de andre og koerte med bussen vaek fra platformen. Jeg havde en meget underlig foelelse i maven – nu skulle vi ud paa noget helt nyt, og vi vidste ikke, hvad vi nu gik ind til. I Kathmandu lufthavn moedte vi Lasse og Sofie – deres rejseplan var blevet aendret, saa nu skulle de med os til Mumbai. I Mumbai skulle vi sige farvel endnu engang, og det var ogsaa virkelig trist, og det hele gik saa staerkt. Resten af rejsen gik eksemplarisk (jeg var forberet paa endnu en loebetur a la Delhi lufthavn), og vi blev moedt i Bangalore af en mand med et skilt. Han fik hurtigt gennet os og vores tunge rygsaekke ind i to taxaer og saa gik turen til et hotel. Han snakkede ikke vildt godt engelsk, men vi fandt ud af, at vi skulle blive i Bangalore i et doegn, hvorefter vi skulle videre med natbus til Kundapura. Doegnet i Bangalore var meget blandet, vi var meget traette og savnede platformen i Nepal, og saa fik vi ogsaa et omvendt kulturchok. Vi kunne slet ikke handtere asfalterede veje, McDonalds og elektricitet doegnet rundt. Men takket vaere Lunas koeresygepiller og et par dejlige oerepropper gik natbusturen virkelig smooth!

En time efter ankomsten til FSL’s guesthouse i Kundapura, tog Katy, Mette og jeg ud paa en tur med nogle andre europaiske volontoerer og FSL staff. Det var en dejlig tur! Vi saa en masse templer, og en masse utrolig laekre bountystrande. Det bedste ved turen var, da vi kom ned til en bountystrand ved solnedgang og fik lov til at bade 🙂 Godt nok med alt toejet paa, saa vi ikke var for udfordrende, men det var fantastisk efter varmen, der havde paavirket os hele dagen. Ellers gik dagene i Kundapura stille og roligt, det var dejligt at vaere sammen med de andre, men det var ogsaa lidt maerkeligt at vaere vaek fra platformen og vide, man snart skulle videre.. Soendag var vi med til et indisk bryllup, det var en vildt fed oplevelse! Bryllupsceremonien var meget anderledes end noget, jeg har oplevet foer, og der gik vildt mange mennesker rundt og snakkede. Alle kvinderne var helt utrolig smukke i deres sarier i prangende farver og blomster i haaret. Vi fik ogsaa frokost der, og jeg er altsaa blevet rimelig ferm til at spise med fingrene!

Ellers havde vi noget undervisning, bl.a. Kannada, som Katy og jeg forsoeger at laere intensivt, og information om vores projekter. Katy og jeg fik ogsaa syet noget indisk toej, som vi gaar rundt i – det er virkelig flot!

Onsdag aften blev holdet indskraenket endnu en gang, da vi sagde farvel til de andre, og Katy og jeg tog natbussen til Hunsur. Det var igen ret haardt at sige farvel til de andre, og vi var meget spaendte. Busturen var interessant, vi sad bag ved en indisk mand, som bredte sig meget – han snakkede hoejlydt i telefon, og da Katy og jeg gerne ville sove, begyndte han at hoere et meditationsmantra paa sin mobil, mens han hoejlydt sagde “ooohhmm” og chantede med! Der var ingen andre i bussen, der fortrak en mine, men Katy og jeg var flade af grin. Saa efter en noget mindre komfortabel nat, ankom vi til Hunsur, hvor vi blev hentet paa busstationen af Lucy, en hollansk volontoer paa 43 aar, som har boet og arbejdet samme sted som os de sidste too maaneder. Hun tog os med ud og se projektet, og det bliver noget af en udfordring, men jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang! Efter 45 minutter i en bus, ankom vi til en bygning. Der var ret moerkt, og ingen stole eller borde, og paa gulvet sad 25 boern. Vi skal undervise stammeboern i alderen 6-14 aar, og de kan virkelig ikke noget engelsk! De bor paa skolen, og jeg er virkelig spaendt paa at begynde projektet paa mandag! 🙂

Vores vaertsfamilie er rigtig soede! Vi bor i Hunsur, som er en meget lille og ikke-turistet by, saa folk kigger MEGET, naar vi gaar paa gaden! De smaa boern loeber efter os, og flere folk har allerede inviteret os hjem til sig. Vores vaertsmor (som vi kalder Akka) er rigtig god til engelsk, hun arbejder som sygeplejerske, og vores vaertsfar (som vi kalder Anna) arbejder i en bank. Bedstefaren bor ogsa i huset, han sover i stuen. De har ogsaa en soen, Shivan paa 12 og en datter, Shitel paa 19, men hun bor og studerer i Mysore. Vi har faaet et af husets to rum, som ogsaa fungerer som bederum, saa doeren skal vaere aaben fra 6.30, til vi skal sove, saa familien kan bruge rummet til at bede. De er hinduister, og det er lidt surrealistisk at vaagne til bedstefarens chanting. Der er ikke noget rindende vand, og toilettet er udenfor, men de er super soede og varter os virkelig meget op.

Saa jeg har det godt, og jeg er ved at tilpasse mig den indiske kultur! 🙂

enfo.