Det var med en kaempe klump i maven og taarer trillende ned af kinderne, at vi sidste loerdag sagde farvel til vores dejlige stammeboern! Det er helt utroligt, hvor knyttet man kan blive til dem paa tre maaneder! Skolen holdte “send-off” for os, og det var super hyggeligt – og meget indisk! 🙂 Boernene havde eksamener hele vores sidste uge, og den var ikke gaaet i danske skoler. Boernene sad paa gulvet og skrev af fra tavlen, og hvis de var i tvivl om et spoergsmaal, spurgte de laereren eller skrev af fra hinanden. Loerdag havde de deres sidste eksamen, social studies, om formiddagen. I dagens anledning var der chicken til frokost, saa headmaster koerte fluks ud paa sin motorcykel og kom tilbage med to levende kyllinger, som blev slagtet ved ildstedet i skolen. Jeg stod i min meget fine sari og holdt den ene kyllings spjaettende foedder, mens Madam skar halsen over paa den med en meget sloev kniv! Vi var ca. 40 mennesker, der delte to kyllinger, og alt blev brugt. Jeg kan dog ikke anbefale kyllingetarme, en kyllingefod eller stoerknet kyllingeblod (selvom jeg selv havde set dem rense tarmene). Men der gaar da ikke saa meget til spilde, som naar man koeber en pakke vakumpakket kyllingefilleter i Brugsen.
Efter frokost havde vi saa en slags ceremoni, hvor vi skulle fortaelle om vores oplevelse som volontoer paa skolen. Vi fik kaempe blomsterkranse paa og nogle billeder i gave. Boernene skulle ogsaa vise, hvad vi havde laert dem de sidste tre maaneder foran hele Nisargastaff, og det resulterede i en halv chicken dance. Vi havde koebt chokolade til boernene, og det endte med, de sad og proppede det ind i munden paa os. Det er simpelthen helt fantastisk at se, hvor gode de er til at dele, selvom de ikke har noget selv, og tit ikke faar ordentlig mad at spise hjemme i deres landsby!
Saa kom afskeden, og den var haard! Man viser ikke rigtig sine foelelser i Indien, og jeg stod og tudbroelede, saa de blev lidt forvirrede over det. Men havde nogen spurgt mig for tre maaneder siden, da jeg foerste gang sad paa bambusmaatten og kiggede ud paa alle boernene, fuldstaendig forvirret over, hvordan jeg skulle kunne kommunikere med dem, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, jeg ville have det saadan. Men da bussen koerte fra Annur, sad jeg med taarerne loebende ned ad kinderne. Det har virkelig vaeret en helt fantastisk oplevelse! Jeg har ogsaa faaet et virkelig godt forhold til Headmaster og Madam og de andre laerere, dem kommer jeg ogsaa til at savne!
Det at vaere volontoer har laert mig saa meget. Jeg har oplevet den indiske kultur paa saa taet hold, som man overhovedet kan! Jeg er blevet en “baradada nari” (indisk pige). Jeg har laert noget Kannada, gaaet i sari, syntes det var helt fint at vente 1,5 time paa bussen, og jeg kan ikke finde ud af at spise med gaffel mere. Jeg er blevet utrolig god til at sidde i skraedderstilling, og jeg er blevet saa god til at stene (det goer inderne meget i – fem timer paa en bambusmaatte er hurtigt gaaet). Jeg er blevet meget mere taalmodig og tolerant, og jeg synes selv, jeg har laert at tage tingene meget mere “shanti shanti”.
Jeg har ogsaa laert, hvor svaert det er at lave social change. Da jeg tog fra platformen, havde jeg alle mulige forventninger om, at jeg skulle laere boernene flydende engelsk, laere dem at vaere selvstaendige individer med en holdning til politik etc. Jeg tror ikke, der er nogle af mine dejlige stammeboern, der vinder en nobelspris eller faar en phd-grad. Mine forventninger blev ligesaa stille droslet ned, i takt med jeg fandt ud af, hvor svaert det er. Boernene vil hellere klatre i traer og fange fisk i soen, synge og danse, end de vil laere den lille tabel og alfabetet. Deres tradition er at blive gift som 14-aarig, faa nogle boern og saa leve, som de har gjort i aarhundreder. Men sikke en fantastisk livsglaede de boern har! Det kunne vi godt laere noget af!
Tirsdag morgen pakkede vi vores rygsaekke, sagde farvel til familien og tog bussen til Bangalore. Lasse havde vaeret i Hunsur i en uge sammen med os, og i Bangalore moedtes vi med Malte og Stine. Lige nu er vi i Goa, livet som backpacker er begyndt! Det er altsaa ogsaa en fed foelelse at rejse rundt med alt paa ryggen, og goere fuldstaendig som vi har lyst til! 🙂
Helenas rejse til Nepal og Indien med MS 