Saa har vi snart vaeret i Indien i tre uger, og Hunsur i to! Det er fantastisk her, vi er faldet til paa projektet og i vaertsfamilien og kommet grundigt ind under huden paa den indiske kultur! Jeg elsker virkelig Indien! Selvom der er nogle ting, man lige skal vaenne sig til.. Vi bor i Hunsur, som er en virkelig lille flaekke, og arbejder i Anur, som er en meget meget lille flaekke – vi er de stoerste attraktioner der, og alle vil snakke med os! Boernene sammenligner beundrende deres hudfarve med vores, vi skal holde babyer, og alle vil snakke med os (og det kan godt vaere lidt svaert, eftersom vi snakker swalpa kannada, og de ikke snakker engelsk).
Der er sket saa meget de sidste par uger, at jeg vil noejes med at ridse hovedpunkterne op. Hvis jeg da overhovedet kan finde hoved og hale i det hele – undskyld paa forhaand, hvis mit blogindlaeg bliver en smule rodet. Sidste soendag var Katy og jeg med vores vaertsmor til en songcontest i Hunsur. Det var meget Indian-style – det skulle starte 18.30, men de brugte den foerste time paa at faa mikrofonerne til at virke. Derefter gik der en time med taler paa kannada og uddeling af blomsterkranse. Men det var simpelthen saa sjovt! Vi forstod ingenting af sangene, men hele showet var bare saa – ja indisk! Toejet, performance og de maend der stod og dansede i midtergangen, og som blev jaget vaek af politiet. Vi var ogsaa total attraktion, og alle kom og snakkede med os. Der var en masse kameraer, og den ene kameramand blev ved med at filme os! Det er ogsaa blevet sendt i fjernsynet – headmasteren paa vores skole kom stolt i mandags og fortalte os, at han saa os!
Sidste mandag skulle vi saa ud og besoege Nisarga Foundation, som er dem, der er ledere for vores projekt. Vi tog bussen i en time til H.D. Kote, hvorefter vi ventede 2,5 time paa at snakke med direktoeren i et kvarter. Det var ogsaa meget indian-style, men jeg er virkelig blevet shanti shanti hernede – det er totalt godt for min indre utaalmodige controlfreak 🙂 Vi sad dog og snakkede med formandens soen, inden formanden kom, det var rigtig hyggeligt. Der var ingen boern paa skolen paa grund af en lokal festival, saa vi tog hjem igen og moedtes med Amanda og Laura, som er to volontoerer, der har vaeret her i en maaned – det var virkelig dejligt at snakke med nogle andre i samme situation.
Tirsdag skulle vi saa starte paa projektet. Vi steg paa bussen til H.D. Kote, men buskontrolloeren sagde, da han tjekkede vores buspass, at bussen IKKE stoppede i Anur. Saa vi stod af bussen, gik tilbage til Hunsur og spurgte forbvildet rundt, hvilken bus vi saa skulle med. Vi viste dem vores buspass, som er skrevet paa Kannada, og det kan vi dog ikke endnu finde ud af at laese. Efter 45 minutter kom bussen, som alle paa stationen sagde, vi skulle med, og vi steg godtroende paa. Vi koerte i en time, og lige pludselig sagde alle, vi skulle af – vi var i Anur. MEN det var vi altsaa IKKE. Vi fandt ud af, billetmanden havde givet os det forkerte buspass! Vi skulle ikke have et til Anur, men AnUr (det er uhyre vigtigt, hvordan man laegger trykkene paa Kannada – jeg har flere gange kaldt min vaertsfar for “ris”). Vi var vitterligt in the middle of nowhere! En lille indisk landsby, hvor ingen kunne engelsk, og vi anede ikke, hvor bussen tilbage gik fra. En soed indisk dame hjalp os, og vi kom med bussen tilbage til Hunsur, hvor vi tog bussen til AnUr og ankom fire timer for sent. Men de var vildt soede paa projektet, de synes bare, det var vildt komisk! Jeg kan ogsaa godt see det komiske i det nu, men lige i oejeblikket stod jeg godt nok og stortudede – det hele kom bare ramlende, og jeg foelte mig helt fortabt. Heldigvis fik Katy foerst nedtur paa bagefter, saa vi kunne muntre hinanden op 🙂
Onsdag kom vi med den rigtig bus til projektet, og vi ankom til en flok boern, der skulle til at have moergenmad. Vi underviste dem lidt i engelsk og matematik, men lige pludselig kom headmaster og sagde, vi skulle ringe til Manju (en af dem der arbejder for FSL, som er Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation i Indien). Han sagde, vi skulle med bussen tilbage til Hunsur og tage med til festival i hans village. Det er noget af det sygeste, jeg har oplevet. Vi kom til landsbyen, og jeg tror virkelig aldrig, de har set udlaendinge foer – vi var en stoerre attraktion en selve festivalen, og vi fik hele tiden stukket mobiler op i ansigtet, hvor de tog billeder eller filmede os. Det var helt vildt at opleve den indiske kultur paa saa taet hold – der var maend, der stak spyd gennem deres kinder og kroge i ryggen, saa de kunne traekke vogne. De sagde, det ikke gjorde ondt, fordi der var en gud inden i dem. Der var ogsaa en masse kvinder i gule sarier, der bar runddt paa krukker med ild! Efter festivalen tog vi hen tuil Manjuhouse, hvor vi fik vildt meget mad og snacks. Hernede er den stoerste venlighed, man kan vise gaester, at stopfodre dem med mad, og det foerste, folk spoerger os om, naar vi kommer steder hen, er, hvad vi har faaet at spise. Om aftenen, da vi kom hjem, utrolig maette og traette efter festivalen, blev vi inviteret ind til naboen og spise. Vi fik foerst mad 22.30, og igen blev vi fuldstaendig proppede (det skal lige siges, at det er rigtig uhoefligt ikke at spise op hernede). Naboerne og alle i Hunsur er saa soede, det er fantastisk at se, hvor gaestfrie inderne er!
Torsdag tog vi ud paa projektet om formiddagen, oog om eftermiddagen skulle vi ud og spise non-veg frokost i Manju-house. Headmasteren paa skolen tog med os derud, og vi kom derud ved, at Katy og jeg sad bag paa hans motorcykel – et transportmiddel, der er meget brugt hernede! Det var rigtig fedt at opleve, og det skal lige siges, at han koerte meget langsomt og forsvarligt J
Om fredagen var vi igen sammen med boernene, de er simpelthen saa soede. Headmaster tog os med ud til en tribalvillage, hvor nogle af boernene kommer fra, det var saa vildt at se! De boede saa langt vaek fra alting, i lerhuse med straatag. Igen var de utrolig gaestfrie, gav os te og kiks, og de morede sig kosteligt over vores hud- og haarfarve. Mit kamera faldt ogsaa i god jord, det er de virkelig helt vilde med hernede!
Fredag aften tog vi bussen til Hampi sammen med Amanda og Laura for at komme lidt u dog vaere sammen med de andre volontoerer. Vi moedtes med Mette, Mette, Astrid og Luna i Hampi, det var saa skoent at se dem igen! Hampi er en gammel by med ruintempler, utrolig smuk. Vi brugte weekenden paa at hygge, slappe af, shoppe, sightseeing og spise alt andet end ris 🙂 Det var en fantasisk weekend, og en utrolig flot by (det var dog helt maerkeligt at se andre turister, det goer vi aldrig i Hunsur).
Da vi kom ud paa projektet mandag, var der ingen boern, fordi de havde villagefestival – igen rimelig indianstyle 🙂 Vi hjalp madam med at rydde lidt op, og saa tog vi hjem.
I gaar var vi igen paa projektet, og dette var vores foerste hele dag! Boernene kom lidt sent, og da de havde spist morgenmad, skulle de skrive alfabetet og tallene i deres noteshaefter. Vi blev sat til at hjaelpe dem, ogsaa de boern, der skulle skrive alfabetet paa kannada – det var lidt svaert, men saa dejligt at se, hvor hurtigt de laerer. Det er de skoenneste boern, og de siger hele tiden “miss miss”. Da vi kom hjem, havde Sheethal, vores vaertssoester, foedselsdag. Det er den maerkeligste foedselsdag, jeg nogensinde har vaeret med til! Stroemmen var gaaet, saa vi sad naesten i moerke, og lige pludselig var der vildt mange boern! Sheethal skar kagen for, og alle boernene sad og raabte og sprang ballonerne, mens kagen gik paa omgang! Efter ca. 15 minuuter sagde vores vaertsmor “okay birthday over”, og saa kunne Katy og jeg sidde og hygge med boernene. Det var simpelthen saa sjovt at opleve! Vores vaertsmor gaar sindssygt meget op i, hvad ting koster (hver gang, vi har noget, spoerger hun “how much?”), og det foerste, hun gjorde, da Sheethal fik gaven fra sine foraeldre, var med store oejne at informere os om prisen: “sooooo costly, no?”. Da Sheethal fik vores gave, spurgte vores vaertsmor som det foerste: “how much?”. Det er meget anderledes end i Danmark!
I dag har vi vaeret paa projektet, og det var virkelig godt! Vi var med boernene henne til en soe, hvor de skulle bade og vaske toej. Soen ligger virkelig ogsaa saa lokalt, og paa vejen derhen gaar der nogle gange vilde elefanter. Det var en skoen soe, og boernene noed det saa meget. Der var en del indiske kvinder, der vaskede toej, og lige pluselig inviterede en af dem mig og Katy paa chapati, som hun havde med. Saa vi sad og hyggede og spiste med nogle indiske kvinder, som ogsaa havde set os i fjernsynet fra den songcontest! Rimelig sindssygt, men saa fedt!
Efter soen legede vi med boernene, som nu var lidt mere renlige (halvdelen af dem har fnat, og de har stolt vist lus frem til os, som de har fundet i hinandens haar), og de elskede det! Vi har laert dem en del sange og danse, og de bliver ved med at raabe “Miss! Song! Miss! Dance!” Hele landsbyen kom ogsaa og kiggede paa, da vi dansede the pony song med dem i dag – alle kvinder, maend og boern.
I morgen har Katy foedselsdag, saa det skal fejres paa indisk maner 🙂 Vi har det rigtig godt, og i morgen har vi vaeret her i to uger. Jeg foeler, jeg er helt under huden paa den indiske kultur (selvom jeg stadig bliver lidt forarget over deres utrolige voldsomme skubben i busserne eller de aabenlyse boevser efter mad :b). Det er ved at blive hverdag, og dagene glider, hvilket er skoent. Jeg synes allerede, tiden gaar for hurtigt.
Haaber alt er godt i Danmark, og at I nyder foraaret! Taenker paa jer! J
Helenas rejse til Nepal og Indien med MS 