Trekking i Kathmandu Valley

Hej allesammen!

Saa er det tid til endnu et blogindlaeg. Jeg har det saa fantastisk hernede, det er helt ubeskriveligt. Gruppen er fantastisk, vi har virkelig et godt faellesskab, og jeg kan blive helt ked af det ved tanken om, vi skal forlade Nepal om to uger. Paa en maade foeles det som om, jeg har vaeret her vildt laenge, og paa en anden maade foeles det som om, jeg kom i gaar. Men jeg glaeder mig ogsaa til Indien, det bliver et helt andet eventyr.

Naa, jeg vil fortaelle lidt om den helt ubeskriveligt smukke trekkingtur, vi havde i weekenden. Vi startede loerdag morgen, hvor vi kl. 8 tog en taxi til Sundajal. Taxierne her er nogle meget smaa, hvide Suzuki’er, saa turen var lidt trang med vores store tasker (der mest var fyldte med vand og mad). Vi ankom til Sundajal, og saa gik turen ellers op – 14 km. Vi startede i samlet trop, men der gik ikke lang tid, foer Signe, Stine, Cathy, Lasse, Malte og jeg dannede bagtrop. Vi havde det saa hyggeligt. Vi gik igennem den mest fantastiske natur, med udsigt til Himalayabjergene. Jeg vil ikke begynde at beskrive naturen, for det mener jeg ikke kan goeres med ord. Turen opad var dog haard, med trapper de foerste to timer. Det foerste stykke kom vi forbi nogle smaa landsbyer, hvor geder, koer (som gaar rundt over DET HELE hernede), og smaa boern loeb rundt mellem hinanden. Folk var utrolig soede og smilende, men de syntes nok, vi var lidt maerkelige, i og med vi gik denne tur frivilligt! Vi ankom til Chisapani ca kl. 16, hvor vi tjekkede ind paa et meget basic, men saa hyggeligt hotel. Vaerelserne var bare en seng med en slags hynde (ikke hvad vi forstaar ved madrasser), toilettet var et hul i jorden, og vores vindue var lappet med gaffatape. Vi gik en tur i Chisapani, noed den fantastiske udsigt og solnedgangen, moedte nogle boern, der var helt vildt interesserede i vores kameraer, og derefter gik vi tilbage til hotellet. Jeg er paa det naermeste blevet vegetar hernede, vi faar naesten ikke koed, og aftensmaden var ris, karry og kylling (jeg tror, de slagter alt med oekser hernede – der er ben i det hele 🙂 ). Efter aftensmaden spillede vi kort, snakkede og hyggede, og da vi skulle i seng, froes vi saa meget, at vi kravlede fem ned i en seng og sov.

Kl. 5.30 ringede vores vaekkeur, da vi havde planlagt at se solopgangen – og sikke en solopgang! Da vi kom derud, var himlen helt moerk, og vi saa gradvist himlen blive lysere. Da solen lige tittede op over horisonten, kastede den straaler paa Himalayabjergene. Det var saa smuk en oplevelse! Vi spiste morgenmad, og kl. 9 gik turen videre til Nagarkot – soelle 22 km. Det gik dog ikke saa meget opad som den foerste dag, og vi dannede bagtrop igen, hvilket vil sige, vi holdt en masse pauser og hyggede vildt meget. Da vi var ca. halvvejs, var stemningen ved at gaa lidt doed, saa Lasse – som er gadgetfreak – fyrede op for nogle smaa hoejtalere, saa vi kunne hoere musik. Saa der gik vi, seks unge danskere med store rygsaekke og sang med paa diverse sange gennem den flotteste natur, jeg har set, tror jeg!
De sidste to timer var dog haarde. Cathy og Signe var virkelig gaaet doede, men de var saa seje og fortsatte. Jeg brugte rigtig mange peptalks, hvilket ogsaa gav mig og mine foedder lidt energi til at fortsaette. Vi troede hele tiden, Nagarkot ville komme lige rundt om hjoernet, og da det endelig skete, var vi lykkelige! Vi fandt det hotel, de andre boede paa (som var utrolig luksus – rigtige toiletter!). Vi spiste den bedste aftensmad , og saa gik vi ellers kolde i vores senge – vi var saa faerdige!

Vi vaagnede i Nagarkot og spise morgenmad. Der var en slags groentsagsblanding, og jeg troede, den indeholdte sorte aerter (ved ikke helt hvorfor). Det var dog ikke en sort aert – men en chili! Hvilket jeg fandt ud af efter at have tygget godt og grundigt paa den. Jeg for skrigende op, tjeneren loeb hen til mig med en flaske vand, og Malte stoppede et toastbroed ind i munden paa mig. Puha, men saa var jeg da vaagen!
Vores ben var ret traette (selvom mine helse-Ecco sandaler nu er blevet nogle af mine bedste venner), saa vi besluttede os for at tage bussen ned til Baktapur, hvilket ogsaa var en fantastisk oplevelse! Vi fik lov til at sidde paa taget. Chauffoeren kunne kun koere ca. 20 km i timen, og det var saa fedt (og ogsaa en hel del nervepirrende) at sidde deroppe og kigge ned over bjergskraaningen, hver gang der kom et sving. Det er meget specielt, politiet hernede er virkelig ”ligeglade” med os udlaendinge – nepaleserne maatte ikke sidde paa taget, nar vi skulle forbi et police check-point, men os var de fuldstaendig ligeglade med!

Vi ankom til Baktapur, hvor vi fandt en bus tilbage til Kathmandu, saa vi kunne komme tilbage til platformen. Vi fandt noget at spise (en indisk restaurant, virkelig laekkert og spicy), og saa var der ellers koe til badet! Om aftenen slappede vi af og snakkede om vores fantastiske tur!