Tea4Free og Curry Without Worry

Tirsdag morgen ringede vaekkeuret kl. 5.20. Selvom vi stadig var meget traette efter trekkingturen, havde et par af os faaet lov til at komme med til “Tea4Free”, som er et arrangement hver tirsdag, hvor der bliver delt donuts og te rundt til gadeboern. Arrangement er maaske saa meget sagt, for der er kun fire personer, der staar for det – en organisation, der hedder Heartbeat. Vi cyklede hen til Durbar Square i moerke, udstyret med varmt toej og vores utrolig laekre pandelamper. Vi fandt Juju efter et par telefonopringninger, og saa gik turen ellers rundt i Kathmandu. Det foerste sted vi kom hen, var gadeboernene lige vaagnet. De sad og rystede og froes, hvilket ogsaa var klart nok, da de bare havde sovet paa fortovet udstyret med et par taepper. Vi fik en kop te (som var proppet med floede og sukker), hoerte noget nepalesisk musik og snakkede lidt med dem. De var dog praeget af kulde og manglende engelskkundskaber, saa det var ikke saa meget. Bagefter gik vi hen til et andet sted – her var der baade drenge og piger, og de var en hel del yngre end dem foer. Vi fik ogsaa at vide, at de ikke var gadeboern, men at de arbejde med at samle affald – de havde altsaa foraeldre, de boede hos. De var meget interesserede i os, og det var helt utroligt at se deres glade ansigter, mens de rendte rundt i skrald i bare taer!
Det sidste sted, vi tog hen til, var der nogle drenge (de saa virkelig ikke saerlig gamle ud!), og de var vist ogsaa lige vaagnet. De snakkede med os, selvom jeg ikke helt forstod, hvad de sagde. De var virkelig hjaelpsomme, og de fodrede ogsaa de hunde, der loeb rundt og en ged, der stod bundet. Det var helt utroligt at se, hvor meget de respekterede Juju. Vi moedte en dreng paa 12 aar (Andreas alder – det er saa skraemmende at taenke paa), som lige var loebet hjemmefra, fordi hans stedmor slog ham. Han saa noget skraemt og fortabt ud, men han var ikke afhaengig af lim endnu, saa de tog ham med og ville proeve at finde en skole til ham og et sted at bo – det er fantastisk den forskel, de forsoeger at lave. Jeg haaber virkelig, de finder et sted til ham, hvor han kan lide at vaere, saa han faar en uddannelse og en fremtid!
Til sidst var der ikke flere donuts og ikke mere te, saa vi snakkede lidt med Juju og to andre fra Heartbeat, og saa hoppede vi ellers paa cyklen tilbage til platformen, hvor vi spiste morgenmad og havde lidt undervisning.

Om eftermiddagen tog jeg igen hen til Durbar Square sammen med Cathy, Lasse, Stine og Maria. Denne gang skulle vi vaere med til ”Curry without Worry”. Det er ogsaa Juju, der er initiator til dette, hvor der hver tirsdag bliver givet over 300 maaltider mad ud. Det er ikke kun til gadeboern, men alle kan komme og faa et maaltid mad. Her moedte os dog en helt anden virkelig end om morgenen: boernene var helt skaeve af at sniffe lim hele dagen, og de stod en meter fra os og sniffede lim helt aabenlyst! Det lugtede saa staerkt! Jeg fik det virkelig daarligt og blev rigtig ked af det – reality strikes! Gadeboernene havde ingen ide om, hvordan man interagerede med andre mennesker, de er jo kun vant til afvisende turister (der maaske giver dem penge til lim) eller sure politibetjente. Da vi ankom, og de saa Juju, sprang de op paa ryggen af os, hev og kradsede i os. Det var uhyggeligt at se, hvordan de hungrede efter menneskelig kontakt, og de opfoerte sig som dyr – hvilket er klart, naar de aldrig har proevet andet.
Madbilen kom, og jeg blev udstyret med et forklaede, en kaempe gryde og grydeske, og saa stod vi og oeste mad til folkene. Det var dejligt at se, hvor glade de blev for et maaltid mad, og der var nogle af gadeboernene, der kom og fik seks gange! De var dog ikke saerlig soede ved hinanden, de slogedes og snoed foran, og det var saa tydeligt, de allesammen var paa et eller andet! Men vi fik snakket med dem, saa godt vi kunne, og jeg tror paa, det har gjort en lille forskel for dem at se, at der er nogen fra vesten, der gerne vil hjaelpe dem og snakke med dem. Men jeg synes, det er saa haardt at taenke paa, at de stadig er derude!